Det hele startede idag i frokost pausen.
Min søster sagde hun skulle snakke med mig, så vi gik ned for at få en pizza slice imens.
Da vi havde fået vores slice satte vi os et sted, og hun fortalte mig at min mor og stedfar havde besluttet,
at tage til dyrlægen og få Simba aflivet.
Jeg vidste godt det ville ske på et tidspunkt og der nok ikke var så lang tid til,
men jeg havde ikke lige set den komme lige idag, så jeg vidste ikke lige helt hvordan jeg skulle reagerer.
Da jeg kom hjem satte jeg mig udenfor sammen med Simba for jeg ville nyde min sidste tid sammen med ham.
En tårer trillede ned af min kind ved tanken om at det her var min sidste dag sammen med ham.
Han havde jo bare altid været der når man kom hjem, og kunne altid gøre en lorte dag lidt bedre.
Og nu var hans tid bare kommet sådan helt ud af det blå.
Efter en times tid kom min søster hjem til os for at sige farvel til Simba og have chancen for ha have en sidste stund med vores dejlige hund.
Vi lå og nussede med ham og så blev han også redt, for det nyder han når han bliver.
Da min anden søster kom hjem gik vi en tur man ham for sidste gang og han fik lov til og rende løs.
Det var super hyggeligt, men tanken om at han skulle væk idag var stadig i baghovedet heletiden.
Da min mor og stedfar kom hjem sagde de også farvel til ham og gjorde klar til og tage afsted til dyrlægen.
De gik ned gennem haven med ham og ned til bilen, og det var så det nu var det sidste gang vi havde set ham,
og han ville aldrig nogensinde komme hjem igen.
Jeg kan slet ikke have tanken om det, min dejlige hund gennem 12 år er nu bare væk.
Hvil i fred Simba. Jeg håber du er et bedre sted nu hvor vi ikke måtte beholde dig mere.
Tårende triller og vi vil aldrig glemme dig.
